Amazon Village var stedet, hvor vi boede. Det var Marcopolo, som havde anbefalet det, og som sædvanlig var det et virkelig godt sted. Super gode guider, spændende natur og troværdig stemning. Vi var der hen over påsken, hvilket betød, at vi havde stedet meget for os selv de første dage. Det var virkelig dejligt. Hovedbygningen var stråtækt og charmerende. Frisk frugt fra Amazonjunglen lå i store både, så vi kunne tage så meget, vi havde lyst til. Især mangoer og passionsfrugter var i høj kurs.
Et par papegøjer skabte stemning. De grønne holdt vi af, mens den røde papegøje Laura, var så fokuseret på at forsvare dens territorie, at den bed efter gæsterne og kun virkelig charmede een af staffet, som så også kunne få den til at danse. Det meste af tiden var Mette parat til at dreje halsen om på den, fordi den bed efter ungerne, men da Lærke blev ked af det, og kræet (Laura) så også gav sig til at græde eller ihvertfald sige nøjagtig som en baby der græder, så fik den alligevel lidt goodwill.
Vores hytte var en bygning med tre værelser til hver to personer. Vi sov i de to yderste soveværelser, og så havde Nicolai og Lærke den luksus at have legeværelse i midten. Nicolai sov hos farmor og farfar - eller var det farmor, der sov hos Nicolai og farfar?! Han råhyggede og snakkede længe hver aften til stor glæde for både ham selv og bedsteforældrene. Vi nød at have det helt for os selv, med vores egen lille sti op til huset. Hængekøjerne udenfor blev flittigt brugt til læsning, en whisky, brasilianske cigarillos og almindelig hygge om aftenen. De sidste par aftener måtte vi dog kæmpe for at kunne se noget, for de batterier de satte i blev flade - først een gang - næste batteri var fladt allerede efter een time - og tredje gang var så den heldige. Resten af lyset var små stearinlys, så det var lidt at et cirkus at få pakket den sidste aften.
Det var utroligt så fugtigt, der var i regnskoven. Amazonjunglen har over 90% luftfugtighed. Alt hvad vi havde med var fugtigt. Computeren turde vi slet ikke tage ud af tasken. Alt måtte pakkes væk hele tiden, så vi i det mindste begrænsede fugten i tøj, bøger mm. Der var ikke vinduer i huset, men kun myggenet. Det fungerede fint. Vi kunne så også tydeligt mærke, når det blev koldere - behageligere - om natten, og høre når alt pludselig stod i eet med lyn og torden og troperegn. Regnen er utrolig og kommer med kort varsel. Heldigvis varer den heller ikke altid ret lang tid. Der var mørkt og fugtigt bare det korte stykke inde i junglen, hvor vores hus lå, i forhold til når man kom ud og sejle på floden. Myg var der overraskende få af, hvilket var herligt, men enkelte kryb som en 6 cm stor cikade, der mellemlandede i Carstens tomme rødvinskop (efter at slukket et stearinlys i et regulært kamikazedyk!) slap vi nu ikke for, eller den 20 cm lange regnorm, eller sommerfuglelarven der var blå med lange hvide hår/pigge.
Eneste virkelige minus ved stedet var dog en stor gruppe tyske turister, der ankom for et enkelt døgn i junglen. De fik omtrent lodgen til at forvandle sig til et cafeteria hos Otto Duborg når det var spisetid. Heldigvis var hytterne så velfordelte rundt i skoven, så det var nogenlunde hvad vi så til dem.
Et par papegøjer skabte stemning. De grønne holdt vi af, mens den røde papegøje Laura, var så fokuseret på at forsvare dens territorie, at den bed efter gæsterne og kun virkelig charmede een af staffet, som så også kunne få den til at danse. Det meste af tiden var Mette parat til at dreje halsen om på den, fordi den bed efter ungerne, men da Lærke blev ked af det, og kræet (Laura) så også gav sig til at græde eller ihvertfald sige nøjagtig som en baby der græder, så fik den alligevel lidt goodwill.
Vores hytte var en bygning med tre værelser til hver to personer. Vi sov i de to yderste soveværelser, og så havde Nicolai og Lærke den luksus at have legeværelse i midten. Nicolai sov hos farmor og farfar - eller var det farmor, der sov hos Nicolai og farfar?! Han råhyggede og snakkede længe hver aften til stor glæde for både ham selv og bedsteforældrene. Vi nød at have det helt for os selv, med vores egen lille sti op til huset. Hængekøjerne udenfor blev flittigt brugt til læsning, en whisky, brasilianske cigarillos og almindelig hygge om aftenen. De sidste par aftener måtte vi dog kæmpe for at kunne se noget, for de batterier de satte i blev flade - først een gang - næste batteri var fladt allerede efter een time - og tredje gang var så den heldige. Resten af lyset var små stearinlys, så det var lidt at et cirkus at få pakket den sidste aften.
Det var utroligt så fugtigt, der var i regnskoven. Amazonjunglen har over 90% luftfugtighed. Alt hvad vi havde med var fugtigt. Computeren turde vi slet ikke tage ud af tasken. Alt måtte pakkes væk hele tiden, så vi i det mindste begrænsede fugten i tøj, bøger mm. Der var ikke vinduer i huset, men kun myggenet. Det fungerede fint. Vi kunne så også tydeligt mærke, når det blev koldere - behageligere - om natten, og høre når alt pludselig stod i eet med lyn og torden og troperegn. Regnen er utrolig og kommer med kort varsel. Heldigvis varer den heller ikke altid ret lang tid. Der var mørkt og fugtigt bare det korte stykke inde i junglen, hvor vores hus lå, i forhold til når man kom ud og sejle på floden. Myg var der overraskende få af, hvilket var herligt, men enkelte kryb som en 6 cm stor cikade, der mellemlandede i Carstens tomme rødvinskop (efter at slukket et stearinlys i et regulært kamikazedyk!) slap vi nu ikke for, eller den 20 cm lange regnorm, eller sommerfuglelarven der var blå med lange hvide hår/pigge.
Eneste virkelige minus ved stedet var dog en stor gruppe tyske turister, der ankom for et enkelt døgn i junglen. De fik omtrent lodgen til at forvandle sig til et cafeteria hos Otto Duborg når det var spisetid. Heldigvis var hytterne så velfordelte rundt i skoven, så det var nogenlunde hvad vi så til dem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar