Reflektioner

Dejligt med en pause-dag til posthus, internet-cafe, lange karbade og gode boeger. Akrobatik, karate, 'skole', hilsner til venner og familie :-)

Nicolai og Laerke suger indtryk til sig. Nicolai har lagt maerke til de store forskelle mellem rige og fattige. Vi har ikke talt specielt med ham om det, men han er begyndt at bemaerke, at her er folk rige eller fattige, for her har de dyre ting, eller her er der beskidt.

De har faaet hold paa det med spisepindene, efter at vi er begyndt at binde elastikker om enden paa dem, saa de minder om pincetter. Det har de kinesere, vi har moedt aldrig set foer.

Vi fik en supergod snak med vores guide i de Gule Bjerge, Victor. Han har en soen paa 7 aar, dvs 6 aar efter vores maade at taelle paa. Kineserne taeller nemlig det foerste aar som 1, fortalte han. Saa naar de fortaeller os, at deres boern starter i skole som 7-aarige, saa er boernene 6 aar ligesom hjemme. Nu kan vi ogsaa bedre forstaa, hvorfor de alle synes, at Laerke er saa hoej af sin alder... hun fortaeller, at hun er 3 aar, men efter kinesiske standarder skulle hun altsaa fortaelle, at hun er 4 aar.

Vores lidt tungere kommunistiske hotel i Tunxi var ufrivilligt morsomt et par gange. De lagde et visitkort paa vaerelset med 'learn to speak chinese', hvor de 4 udtryk i prioriteret raekkefoelge var 'Jeg elsker Kina', tak, hej og farvel. Det med sproget gaar ellers fint. Vi har alle fire nogenlunde samme kinesiske ordforraad - ni hau = hej, [sje sje] = tak, [sej chair (stol paa fransk)] = farvel. Ellers snakker vi engelsk, og det er da lykkedes os at faa luftet baade fransk og tysk, naar vi har snakket med andre turister. Laerke og Nicolai begejstrer alle, naar de med stor entusiasme og fin udtale siger ni hao til de mange flinke mennesker, som de kommer i kontakt med. Nicolai er saa tryg nu, at han igaar satte sig hen til 10 ansatte ved restauranten, og snakkede med dem i 10 minutter. Laerke har nu flere gange sat sig paa skoedet af smukke unge piger, helst dem i smukke kjoler, der danser.

Vi er fascinerede af de mange byggepladser overalt. Huse og veje, jahele byer... i gaar saa vi Chiang Nan New Town, hvor de byggede boligblokke til 20-50.000 mennesker er vores loese gaet. Virkelig flotte bygninger i 4-6 etager med lidt haver og terrasser. 8-15 huse i hver stil.

Hotellivet er ikke saa ringe! Hotellerne er gode. Isaer dem, hvor Mette har ladet Marcopolo vaelge hotellet uden at bede dem finde et lidt billigere. 4 stjerner er dejligt. Bell Tower Hotel i Xian og isaer Nanlin Hotel i Suzhou har vores varmeste anbefalinger.

Var det noget med en lynhurtig mobiltelefonoplader med moentindkast - afloeseren til telefonboksene... bemaerk disclaimeren - den her er bliver nok Sony's redning. ;-)

Vi nyder buffet'erne, at kunne vaelge lidt at forskellige retter uden at bekymre sig om indkoeb, madlavning eller opvask. Boernene synes, det er dejligt 'selv at bestemme' (inden for nogle graenser, saasom sundhed).

Kinesiske TV reklamer moeder vi uundgaaeligt, naar vi zapper igennem hotellets 43 lokale kanaler for at naa CNN, BBC og HBO (film). Tankevaekkende at se reklame for at ens boern opnaar en ret ryg/ flot rank holdning... loesning: et korset. Eller hvordan bliver en kineser hoejere, naar praktiske sko er noedvendige? Jo, foerst har gummiskoen ret hoej hael/tyk saal, derudover er der saa ekstra hoejde inde i selve skoens hael. De er ikke vildt elegante, men snyderiet ser faktisk ud til at virke.

Den gode nyhed om Kina er 9 pandababyer foedt i Kina - den knapt saa gode er en tyfon i sydoestkina, hvor vi er paa vej ned.

I østen stiger solen op

Vi har sunget "i østen stiger solen op" klokken 0530 og 0600 i morges. Vi stod simpelthen op kl 0500 og vandrede en halv time i småløb op af stejle trapper for at se solopgangen over Huangshans gule bjerge. Mette med Lærke på armen, så hun pustede godt. Nicolai var klar med lommelygte og kompas, så vi kunne finde øst.

Det var en dejlig solopgang. "Se, skyerne lyser", sagde Lærke. Solen stod op bag bjergtoppene og lyste gennem de hvide skyer.

Vi var godt sultne, da vi kom tilbage til hotellet for at spise morgenmad. Nicolai, Lærke og Mette tegnede cykler med barnestole som dem vi kørte på i Hangzhou, pandaer og Bratz-piger, mens Christian tog en lur.

Klokken 10 mødtes vi igen med guiden Victor, og så stod den på godt en times vandretur igen over stier og stejler trapper med fantastisk udsigt over bjerge og dale med de karakteristiske pine trees, og med svævebanen ned igen.

Nicolai er blevet god til at svare: My name is Nicolai + I am 5 years old + I am from Denmark.

Derfra stod dagen på transport via Tunxi til Hangzhou, hvor vi igen skulle bo på Lakeview hotel, som rent faktisk ligger lige ved den charmerende Vestsø med dens parker og stier omkring.

Huangshans storslåede Gule Bjerge

De Gule Bjerge er blevet malet utallige gange i Kina. Der er skrevet utallige digte om dem. Deng Xiaopeng besøgte dem i 1979, og synes, at turismen hertil skulle udvikles, så nu er her vej op til 890 m og 3 svævebaner og flere stier op til toppene i 2.000 m højde.
......

Klipperne er storslåede. Vanvittigt stejle med "pine trees" (skovfyr der vokser som vandrette tallerkener ud fra klippen stort set uden jord). Klippeformationerne har navne som "abe der sidder og ser ud over kløften", "skildpadde der er ved at klatre op", "kaninens øre", "pensel og penselholder", "et par sko"... Træerne har tilsvarende navne, som "træet der rækker ud efter noget", "Kinas harmoni" (56 grene som Kinas 56 distrikter), "kærlig" (2 stammer) ...og de er op til 700 år gamle.

Vores guide Victor viste os et af de få udsigtspunkter, hvor kun meget få kommer. Det var skønt - fantastisk udsigt og stilhed!

Vi vandrede også langt i en helt anden retning langs Grand Canyon. Utrolige bjerge og dale, stejle klipper, smalle stier med mange trapper og udsigtspunkter og enkelte gange igennem smalle kløfter og klippehuler. For 14 mdr siden var vi alle 4 i Grand Canyon i USA, så det var jo også sjovt.

Nicolai havde glædet sig til at klatre som onkel Anders og Nina, så det fik han selvfølgelig gjort. Nicolai og især Lærke overraskede sig selv meget ved at kunne klare mange flere trapper, end de først troede, at de kunne.

...

Solnedgangen måtte vi have med, så vi blev på selve bjerget til1800, hvor solen gik ned. Vi fandt et super godt sted, hvor Victor vidste, at solnedgangen var flottest. Mette blev bekymret for sikkerheden, når ungerne ville løbe rundt, så mens vi nød udsigten, gik vi igang med at se på Nicolais kompas for verdenshjørnerne, flette reb af lange stærke strå (som kineserne kalder Dragens Skæg), og Christian fortalte historien om Robison Crusoe i over en time med masser af info om, hvordan man overlever på en øde ø, som enhver spejder/ingeniør ville elske. Kokosnødder, bananer, værktøj, bål, sejlskibe...

Nicolai digtede en lang dejlig sang "nu går solen ned, nu kommer månen frem, vi skal sove godt, de onde drømme tar væk...så håber jeg, at solen står op igen"

Vi overnatter på bjerget - så vi har god tid til at nyde det hele :-)

Landbrug og CNN

Så var det tid til at begive sig til de Gule Bjerge Huangshan. Det betyder en transportdag med en 4-5 timers tur i offentlig bus, der dog kun tog 3,5 time, fordi chaufføren kørte stærkere, end vi har lyst til at tænke på, og holdt een pause, der var så kort, at han havde dyttet 6 gange, inden vi havde fået ungerne hen til toilettet og retur. For 2. gang så vi store plakater med makabre fotos af trafikuheld, som vist skal få chaufførene til at sætte farten ned.

Turen var fascinerende, for vi kørte igennem et smukt bjerglandskab med mange mindre byer. Landbruget ses overalt og er så lavintensivt, som det kan blive. Små skæve jordlodder med forskellige afgrøder, klemt ind mellem bjergene, passes af landmænd til fods med trekantet rishat og en træpind som åg over skuldrene. Staten ejer jorden, som de låner for 50 år af gangen, og med enkelte undtagelser, så kan een familie kun få en bestemt mængde jord, så ambitiøse unge med ønske om indtjening og udvikling flygter fra erhvervet her i provinsen. Der er utroligt mange floder, der dæmmes op af adskillige dæmninger, så markerne kan vandes med dem. Bjergene er frugtbare, og de kan udnyttes lang mere, hvis det handler om at brødføde den kinesiske befolkning.

Busturen blev dog lidt anstrengende, for de viste tv - en voldelig film med scener med SM! Ikke lige det jeg helst ville se, og slet ikke have børnene til at se. Lydstyrken var HØJ... og så kønt lyder sproget ikke, så vi tog ipod og telefonen frem og prøvede at overdøve det med musik og film.

Vi slapper af på hotellerne med akrobatik, hvor ungerne balancerer på Christians skuldre, mens han går, og står på hans hænder, mens han ligger ned. Hoppen i sengene, kung fu slåskampe, skumbad, bøger, tegning, email, internet, fotos, CNN og BBC for nyheder og HBO for film, når hotellet har kanalen. Nicolai er ved at lære klokken, og han finder hotelværelserne ved at læse tallene på dørene.

Skovfrøer spiser frøer - på cykeltur i Hangzhou

3 timers kørsel fra Suzhou ligger Hangzhou. Endnu en "mindre" kinesisk by, som viste sig at have 6 mio. indb. !

Køreturen igennem et landskab med masser af små marker, små floder og åer og enorme lyserøde huse med spir og tårne ... de små slotte tilhører lokale landmænd, som har fået god betaling for jord, der er eksproprieret til motorveje og udvidelse af byerne. En del af dem har i dag fabrikker, der producerer sprøjtemidler, silke mm. Regeringen vil gerne motivere unge til at blive i landbruget, derfor den generøse politik.

Vestsøen er et smukt grønt område i Hangzhou, som vi heldigvis bor lige ned til. Der er udlejning af cykler, og det er fedt endelig igen at komme ud og cykle. Vi fandt en herlig udlejer på et fortov tæt på hotellet, altid smilende og med to cykler med barnestole. Så var vi på vej ud over små broer langs hængepilene, med smukke solnedgange, parker med søer med lotusblomster, moderne storby og gamle pagoder. Kineserne går romantiske rundt parvis og i små grupper - og på det bedste sted at nyde solnedgangen er der sat 100 hvide plasticstole op, som er fyldt.

Vi nyder at få vind i håret 2 dage i træk - at stoppe et sted og spille frisbee, bare os og diverse børn der kommer forbi med deres forældre. Sidde på en bænk og lege med Disneyfigurer. Sætte blækspruttedragen op. Bare cykle.

Eneste irritationsmoment er, at vi tvinges til at køre udenom parken på de trafikkerede veje af utallige små uniformerede mænd, der står overalt og hver især har autoritet til at vinke afværgende med hånden og ryste på hovedet... oftest uden indlysende grund og logik for slet ikke at tale om et konstruktivt alternativ. Reglerne er ofte - ja til elbiler (ejet af de lokale magthavere), nej til alle andre - ja til taxier og enkelte biler, nej til cykler og knallerter - ja til alle i dag, nej til cykler i går ... man må skulle være vokset op med kommunisme, for ikke at blive irriteret.

Positivt i gadebilledet var en enorm danskejet butik, nemlig Bestsellers Vero Moda og Jack & Jones - og så fristedet Haagen Dasz, hvor isen er god omend bare for dyr.

Skovfrøerne spiste frøer - på musikcafe ved søen spiste vi igen skøn mad, som vi får så tit. Frokosten her var bla. friskstegte frøer - de smager som kylling og både Nicolai og Lærke spiste med stor fornøjelse. I børnehaven Spiloppen er de begge i skovfrøgruppen!

Løvegrotterne og Tigerbjerget

Vi havde en dejlig formiddag i haven fra 1342 med særlige hvide sten, der ofte kan ligne løver. Den er nemlig et stort forgrenet tunnelsystem, så Nicolai førte an, og så gik det ellers derudaf. Christian synes, det var ekstra sjovt og tog familien over en bro, hvor 4 teenagere vendte om lige efter os...

Ungerne kom til at snakke med en sød og udadvendt 6-årig pige, som kunne en del engelsk. Hun viste vej til guldfisk, som de fodrede, de spiste is sammen, og så gav de lige forældrene en marathonløbetur til. Faren arbejdede for danske høreapparatsproducenter, så vi fik os en god snak undervejs.

Eftermiddagen gik til pagoden (gammeldags kinesisk højhus) på Tigerbjerget. Så var der virkelig gået turistcirkus i det - for kinesiske turister - megafonen ved danseteateret... sikke en larm. Smukke detaljer, som bonsaitræerne og udsigten over det ene af de to industriområder, som sikrer byen status, som en af de rigeste i landet.

Byens rigdom ses bla i de smukke havearrangementer langs vejene, og bryllupsbutikkernes enorme blomsteropsatser til drømmebrylluppet. Handicappede tiggere og fattige gadehandlende med ristede kastanjer er her også.

"Is for fotos"-programmet

Hvad gør forældre, når en milliard kinesere står i kø for at fotografere ens børn ? Vi vil rigtig gerne imødekomme de søde og smilende kinesere, som ca. 30 gange om dagen spørger, om de må tage et billede af dem selv sammen med Lærke og Nicolai - udover alle dem, som bare skyder løs uden at spørge. Der er blot så mange, at Lærke hver 5. gang, dvs ca. 6 gange dagligt siger nej. Hun synes bedst om kinesiske børnefamilier og smukke unge piger.

... vi smiler, motiverer, hjælper børnene til selv at sætte grænser... og så må vi erkende, at hvor Irak har et "olie for mad"-program, så har vi et "is for fotos"-program, hvor ungerne engang imellem får en is for at stille op til lidt flere fotos, end de har lyst til.

Der er mange kinesiske turister og meget larm!!! Det er svært at finde et fredfyldt hjørne, hvor der er stille, og hvor man ikke bliver fotograferet. Stilhed er en dyr vare ...

En nyåbnet fotoudstilling i Shangai med privates fotos taget med mobiltelefoner har aktuelt rejst spørgsmålet om grænser for privatlivet i Kina.

Det gode er, at så kan vi som turister ret roligt fotografere løs - og vi tager selv ret mange fotos ... :-)
+ vi har rigtig let ved at komme i kontakt med folk og lære dem bedre at kende. Det er spændende og lærerigt.

Den ydmyge administrators have

Med en administrator eller embedsmand i familien måtte vi jo derind... ydmyg eller ej. Suzhou er kendt for dens smukke haver. De er ikke store. men de er lavet meget intensivt med søer, gange, broer, pavillioner, bambus, bonsai træer, og lotuser, stenformationer mm. Haven var smuk, og vi nød den.

Børnene købte hvert et blad med opgaver og hhv. Disneyprinsesser og robotter. Dem tog de frem, hver gang vi holdt pause, så det gjorde vi tit.

Byen kaldes Østens Venedig med dens mange kanaler med små broer over. Det er også hyggeligt, og vi tog en dejlig fredfyldt tur i en lille overdækket gondol. Børnene kaldte Ni Hau (hej) til de lokale på land, hvilket alle besvarede med smil, vink og Ni hau.

Vi spiste på en hyggelig lokal restaurant på en bro over en af kanalerne, hvor alt var på kinesisk. Vi hilste på en sød familie med en 3-årig dreng og pegede, at vi gerne ville have det samme som dem. Om aftenen spiser vi på vores luksushotel her i byen, for maden er perfekt, personalet vildt søde, og ungerne gratis. Her er fin have med vandfald, guldfisk, pavilioner etc. + lækre møbler og gode film på HBO.

Cybermarked og revolutionære helte

Det franske kvarter i Shanghai er der, hvor de lokale helst vil bo, hvis de da havde råd til det. Det er villaer i 2 etager med have med græs og træer... ligesom med shoppinggaderne er det det samme som hjemme.

I dette kvarter har en del af heltene fra den kinesiske revolution boet - og ligesom i Sovjetunionen har de kinesiske kommunistiske ledere boet i pæne borgerlige hjem med pæne møbler og kunst i stuen og spisestuen, bogreoler der ligner pensum til en master i statskundskab og international politik etc.

Vi besøgte Sun Yatsens bolig, og stedet hvor det kommunistiske parti holdt sin første kongres og vedtog partiprogrammet. Lidt politisk kitch ... i øvrigt var rummet 18.m2 og komgressen blev afbrudt af franskmændene og måtte afsluttes på en flodbåd.

Det meste af dagen var dog vældigt nutidig og meget os = laaang tid i Cybermart med 3 etagers IT-gadgets og frokost + kaffe + magaziner i bløde lænestole hos Starbucks. Uhmmm.

Shanghai te og fodbold

"God-given peaches with good luck"
"Golden lotus with jade sleeves"

... nej det er ikke, fordi vi er blevet nyreligiøse, men det hed de to typer te, vi fik i tehuset ved de 9 svings bro i "garden of joy" i Shanghai - en fantastisk flot kinesisk have anlagt i centrum af Shanghai i det kinesiske kvarter(!) en gang for længe siden... jep Shanghai er konceptuelt set ikke nødvendigvis en del af Kina - det hele foregår lidt hurtigere, større og mere avanceret, end resten af de steder vi hidtil har været. Byen bærer meget præg af kolonitiden i såvel arkitektur som større velstand....

Vi besøgte nogle af Mettes kollegaer på Generalkonsulatet, Carsten og Hans Jørgen, som Mette begge tidligere har arbejdet sammen med. Nicolai og Lærke fik en Carlsberg lastbil at lege med og deres gameboy, så fik vi ro til at høre en masse om Shanghais økonomiske udvikling og danske erhvervsmuligheder.

Bagefter mødtes vi med Dorte og hendes to skønne piger Freja på 4 og Lea på 1 år. Dorte er søster til vores ven Jørn, som bor i lejligheden, mens vi er afsted. Vi snakkede super godt sammen og hyggede os. Nicolai og Lærke blev hurtigt rigtig gode venner med Freja og fik lov at komme med hende til fodbold. Det foregik på perfekt græs midt mellem højhusene med kinesiske, tyske, danske ... børn, afrikanske trænere og med træning på engelsk - intet problem. Det var supersjovt.

Lærke stornød at få lov at være med, hvor hun jo plejer at spille på sidelinjen med Johan-Emil, når Nicolai og hans venner spiller. Lærke stod lidt på mål med Christian, da hun blev træt.

Nicolai fik en total succesoplevelse ud af at være den bedste fodboldspiller i gruppen og score 5 mål i kampen. Aldrig har vi set ham løbe så meget, tackle og hente bolden nede ved eget mål, løbe med bolde hele vejen op af banen, og vedholde drible og skyde på mål mod træneren, som virkelig gav ham modspil og fik lært ham en masse samtidig med at han fik succesoplevelser. Han blev så forpustet, var så engageret og og vedholdende... dejligt.

CeBit IT messe - fortid, nutid og fremtid

IT messen CeBit måtte vi lige besøge. Det var interessant, og vi fik set seje robotter, fjernsyn med rammer som fik dem til at ligne fodbolde, basketbolde, Buzz Lightyear, Askepots karet, æbler, kinesisk VoIP lytteudstyr mm. omend it-sikkerhed ikke liiiige var i hoejsaedet... Australiens eksportråd havde en enorm stand, og deres folk havde nogle klare og interessante erfaringer med IT investeringer og innovation her.

Vi fik at vide, at CeBit fandt sted i går af en flink svensker, vi faldt i snak med ,og som viste sig at være CEO for et svensk IT firma. Gode råd og inspiration fik vi også i metroen på vej dertil af et ungt amerikansk par, som var flyttet til Shanghai, havde lært en del kinesisk, og nu startede han i job som jurist, og hun skulle snart nedkomme med deres første barn. Friskt. Lidt sværere var det nok at imødekomme ønsket om netværk i DK indenfor kræftforskning fra et distingveret og intellektuelt kinesisk ægtepar...hun havde kinesisk naturmedicinsk tilgang, og vores netværk er nok rimeligt konventionelle udi i vesteuropæisk medicinsk tilgang :-) Blandt de spændende mennesker, vi har mødt, er en norsk familie med to børn på rejse i 6 mdr, og naturligvis en del af de mange kinesere, som kontakter os for at snakke børn eller øve engelsk.

Børn havde ikke adgang til messen, så vi måtte skiftes til at gå ind. Lærke og Nicolai nød et hul i planerne, hvor de kunne lege i cafeen. De skrev, de havde dukker og minisværd med + gameboy... de ser nu ret tjekkede ud med hver en gameboy i hhv. sort og lyserød (!) cover.

Shanghai Museum skulle være Kinas bedste - vi skimmede igennem møbeldesign, jadesmykker, kaligrafi, malerier og dragter fra etniske minoriteter og masker med dødningehoveder, som var Nicolais hit - udover slik i cafeen. Lærke sov i klapvognen og vognede først op i Folkets Park udenfor. Her fik Christian og Nicolai en ny drage - stor rød blæksprutte - og måtte helt ind i springvandet og stå. Shanghais dyreste forretningsgade er gågaden Nanjing, som har en lang historie som shoppinggade. Noget særligt for kineserne, for os mest interesant, fordi det minder os så meget om en tur op af Strøget i København. De samme produkter og mærkevarer og butikker.

Vi nød al lyset, som citys bygninger oplyses af om aftenen og nød japansk mad for anden gang alene i dag. De har udemærket sushi her og nogle japanske kæder med god mad og rimelige priser.

Taxikørsel er generelt en fin oplevelse med taxameter og chauffører, der kører den korteste vej, så vi slipper for forhandlinger om pris som vi har prøvet i Thailand eller snyd , som den græske chauffør der i sin tid gav taxametret en tand ekstra, hver gang han skiftede radiokanal...og det var tit! Taxi er dog også en farlig oplevelse, da der sjældent er sikkerhedsseler på bagsædet. For at få en taxi er det engang imellem Mette og Lærke i klapvognen, der skal fange dem - ellers kører de engang imellem igen, når de ser klapvognen, for det gider de ikke - ret ubehøvlet og ulovligt i DK. Omvendt kommer der gerne hurtigt en, når det er pigerne, der vinker.

CNN fortsætter med at fange vores interesse mens vi skriver blog, læser og vasker tøj om aftenen. I aften med åbning af FNs generalforsamling med direkte taler af Kofi Annan og George Bush, samt kup(forsøg) i Bangkok, hvor vi skal hen om 7 uger, og uro i Ungarn, hvor nære venner har boet.

Skyskrabere og cheerleadere

Skyskrabere så langt øjet rakte i alle retninger i 340 metes højde... og overalt, hvor vi endnu har været - og selv om vi bor centralt, så er det i sig selv et ret stort område. Shanghai er stor - større end Beijing, tempoet er endnu større, velstanden har tydeligvis eksisteret her i længere tid - på godt og ondt qua kolonitiden. Spændende og børnevenligt museum om byens udvikling med vesteuropæernes rolle og hverdagslivet vist med voksdukker - interessant at se vores egen kultur fra den vinkel.

Vi startede dagen tidligt med en dans sammen med lokale på the Bund, dvs. på promenaden langs floden lige i centrum med de smukke gamle huse i europæisk arkitektur lige ved siden af os, og skylinen fra de fascinerende skyskrabere lige på den anden side af floden. Skyskrabernes arkitektur er modig, diverse tage og andre detaljer bruges for at give dem stil og personlighed hver især. Anyway, Mette tog en svingom med Lærke, inden vi satte drage op. Det var enormt sjovt, indtil dragen desværre faldt ned på på den 6-sporede vej og blev kørt ned - ingen trafikuheld! - og dragen kan repareres.

Tunnel under floden med små vogne med glasvægge til alle siden og masser af laser- og neonlys i alle farver, der skal minde om hav, fisk mm. Som en tidsrejse. Sjovt.

Orientens Perle er et smukt tårn, hvor lyserøde perler løber ned i en jadeskål, som kineserne poetisk siger. Vi nød udsigten fra 269 meters højde - og fra 90 m, hvor vi kunne le lidt af, at der lå to tennisbaner og en golftræningsbane på nogle af de dyreste byggegrunde. Nu ser børnene tårnet overalt og får en succesoplevelse ud af at genkende dem.

Shanghais højeste hus er 420 m højt - øverste etage, 88. etage er 340 m oppe. Her måtte vi jo op, og så kunne vi pludselig se ned på det tårn, vi netop havde stået i. Det synes Nicolai var spændende.

Festivaller med besøgende dansegrupper fra andre lande er populært... vi har set flere. Klart sjovest har det været at se cheerleaders fra UCLA i Californien. De er flotte med korte skørter, lange ben og langt løst hår... og så er de virkelig dygtige gymnaster med sexet koreografi. Mette, Nicolai og Lærke nød gymnastikken, som de jo selv går til. Christian nød pigerne - og det samme gjorde virkelig mange kinesiske soldater, som klumpede sammen lige foran og fotograferede flittigt...

Underjordisk mausoleum og Shanghais hutonger - og teknologi

Tidligt op - så kunne vi nå at se endnu et mausoleum for endnu en kejser - mausoleet ved Yangling på vejen ud til lufthavnen. Denne gang for kun 1900 år siden, så hans velærværdighed havde modereret sig til at bygge sin gravplads igennem 8 år (fremfor 37år), soldaterne var nu kun ~60 cm høje og det var langt mere begrænset, hvor mange liv projektet havde kostet. Utroligt spændende at se hvordan man har kopieret livet over i graven med husdyr som heste, køer, får, geder, grise, hunde og høns i massevis. Enkelte hestevogne. Både mande- og kvindefigurer. Alle figurerne er i dag små og nøgne, for deres silketøj og træarme har ikke klaret små 2000 år under jorden. Lærke var fascineret af, at en voksen mand som kejseren tog 10-100.000 dukker med sig i graven.
I museet så vi en supercool 3d-biografforestilling som nærmest var taget ud af en science fiction. 60 cm høje 3d-hologram-personer bevægede sig rundt blandt antikviteter i forskellige scener og Christian har stadig ikke helt luret hvordan de har skruet dette sammen - men flot, instruktivt og imponerende var det i hvert fald.

Fly til Shanghai = uproblematisk.

Vores hotel i Shanghai ligger midt i et kvarter med hutonger - de gamle, lave og fattige huse. Vi gik en tur i området og kunne tydeligt se, hvordan husene buldozes for at gøre plads til skyskrabere. Når vi samtidig havde lugten ... af fattigdom, affald og toiletter midt i en restaurantgade, så er enhver nostalgi væk for os. Udviklingen virker som et reelt fremskridt - og hvor er der mange skyskrabere, og hvor er de høje, og hvor bygger de mange nye skyskrabere overalt ... det er helt utroligt!

Lærke har lige skrevet sit navn for første gang, Nicolais store nummer er at regne. De nyder at kunne hoppe i 3 senge ved siden af hinanden. Christian og Mette er ved at have styr på fotos og får læst bøger om Kina. Dejligt at rejse sammen!

Lidt teknologi ....
Bloggen her bliver i øvrigt skrevet på vores medbragte Nokia telefon (9300i) og afleveret online til blogger via e-mail over gprs eller af og til over et åbent wireless netværk, selvom de åbne netværk dog er overraskende få her i Kina. For at holde gprs-telefonregningen nede - Kina gprs = ca. 55 kr/Mb - surfer vi via Opera Mini (10% af båndbreddeforbruget af en almindelig browser) og det foregår - argh - via et Telmore abbonement, som dog kun kan skabe forbindelse til udlandet når man bruger Sonofons gprs-proxy. Spørg ikke om hvordan vi fandt ud af det - men heldet følger de tossede!
På telefonen tømmer vi vores (gmail) mail-accounts via imap-s og henter mailheaders og size info inden vi vælger hvilke mails vi henter ned.
Hermed også baggrunden for at der ind imellem et par dage efter et indlæg er postet dukker billeder op - dem lægger vi først op fra netcafeer eller måske wifi-hotspots når teknologipuslespillet mellem flickr, blogger, nokia9300i og nokia-opera samt kamera er gået op i en højere enhed. Næste gadget-anskaffelse bliver nok et miniature wifi accesspoint da ret mange af hotellerne tilbyder (rj45) internet på værelserne uden beregning hvis man altså har en pc eller lign. med.

2000 år gamle soldater med sværd, spyd og heste

Terracottahæren i Xian er en kejsers gravsted. Mette kunne ikke frigøre sig fra, hvor stor et samfundsmæssigt spild, det var at have 600.000 soldater i alt til at bygge en gravplads til kejseren over 37 år. Ca 70.000 af dem er begravet der plus konkubiner, søskende til kejseren, generaler mfl. Alt sammen fordi kejseren troede, at hans fjender fra dette liv ville forfølge ham i det næste ... flot (hmmm). Nåja men det er jo let at dømme ham efter nutidens standarder. Det kom vi så til igen, da guiden fortalte, hvor dygtig en kejser han havde været - visionært samlede han Kina og indførte bla fællesmønt...vi ville jo nok have udlagt historien mere i retning af, at han som leder af en af 6 lande/enheder erobrerede de øvrige i en krig, der varede ca 10 år, hvorefter han tvang de andre til at bruge hans standardmønter mm. Han lod mange konkubiner oa. dø sammen med sig etc. etc. Derved skulle han vist også have reddet sig fjender nok til flere liv efter døden!

Terracottasoldaterne - 6000 stk på 1,7-1,9 m blev opdaget i 1974. Mette så en udstilling om dem først i 80erne på Luisiana og glædede sig ekstra til at se dem. Nicolai har set på Mormor og Morfars lille model af en af soldaterne derhjemme, så han glædede sig også meget. Det var også en stor oplevelse at se dem!

Vi fik også set Chiang Kaisheks sidste hovedkvarter, inden han kom tilTaiwan. Igen skal vi vist lige have læst lidt op på en ikke-kinesisk version af begivenhederne... http://en.wikipedia.org/wiki/Kaishek

I Kina fik vi denne version: I sin tid var der to partier i Kina. Kommunisterne og nationalisterne. Japanerne angreb, og da kommunisterne ikke selv var stærke nok til at bekæmpe japanerne, og Kaisheks nationalister ikke ville hjælpe, så var man jo desværre nødt til at sende ham i eksil på Taiwan.

Om aftenen spiste vi aftensmad, mens vi så et flot teater fra Tang Dynastiets tid med sang, dans, musik og lidt kampsport. Ungerne stod op på stolene det meste af tiden, for at få det hele med.

Nattog til Xian og besynderlig mad

Nattoget fra Beijing til Xian var interessant, fordi vi fik set lidt af landområderne med bittesmå marker med bla. majs, landmænd som såede med hånden, tai chi på enhver plads i byerne fra kl 6 om morgenen...

I Xian gik vi en tur på fødevaremarkedet - en sikker madforgiftning med mangel på hygiejne, samt et enormt udvalg af store skruptudser, skildpadder, maver og alt i tørrede grisetryner, fisk, svampe, chili mm. Fisk og kød uden køling, der blot lå fremme i varmen... lugten var, ja...

Christian blev klippet i en stor frisørsalon med utroligt mange modebevidste unge kinesere, som afblegede og krøllede deres hår...

Byplanlægning for 16 mio og OL2008

Hvordan planlægger man udviklingen af en by, der allerede har 16 mio. indbyggere? En by som vokser? Og en by, der skal være vært for OL2008? Det teknologisk mest avancerede museum, vi så var Beijings museum for byplanlægning. En 4D-film flyvende gennem visionen for Beijing anno 2069... så er vi 97 år. En 3D-film om Beijings udvikling til i dag. Et bud på fremtidens bolig fra en af Kinas førende unge indretningsarkitekter. En stor model af hele det centrale Beijing incl den forbudte by, hutongerne og OL-byen.

OL2008 ses overalt - i de store sportsarenaer, planerne for byen og for åbningsceremonien, på reklamer overalt langs vejene, i særlige souvenirbutikker overalt i byen og ved turistattraktionerne med 5 små maskotter, der fåes som bamse, nøglering etc.

Vi var nu tæt på ikke at have fået set museet. Da vi bad taxichaufføren køre os dertil, fik vi at vide, at det var lukket - noget andre danske turister har fået at vide om bla. den underjordiske by, der også er mindre kendt/svær at finde. Tilsyneladende er det lettere at sige, at der er lukket, end at indrømme, at man ikke ved, hvor det er. Som taxichauffør er det en lidt irriterende definition af at tabe ansigt.

Hovedposthuset var til gengæld en supergod oplevelse af smil og hjælpsomhed. Vi sendte en pakke hjem, og når den ikke frem, så er det ihvertfald ikke deres skyld. Ungerne spillede på telefonen eller gameboy og var derfor forbilledlige imens. Gameboy, karate, drage, samlingen af minisværd og spyd er blandt Nicolais favoritter, mens Lærkes er de samme plus disneyfigurer, dukker og fine kinesiske figurer.

Muren da capo trin 1, 2 og 3

The Great Wall kan i sandhed opleves på mange måder.

Trin 1:
Sidst var vi i "de fattige arbejderes dal" og havde en ok oplevelse, men følte ikke rigtig at vi fik fornemmelsen af uendelighed og storslåethed, som vi forbinder med muren.

Trin 2:
Det rådede vi så afgjort bod på i dag :-)

En af Mettes kollegaer som arbejder i Beijing arrangerede en bil med velinstrueret og dygtig chauffør - Mr. Zheng - til os. Han var ret cool og lod sig ikke lige standse men kørte os til trappetrinnet af de sites, vi gerne ville se.

Først muren ved Badaling med svævebane (cable car) - en god måde at komme højt op hurtigt - og samtidig have energi til en frisk gåtur på muren. Her kom vi endelig op til et sted, hvor vi havde oplevelsen af, at muren bare fortsatte. Det var simpelthen så flot. Der var enormt mange mennesker, men udsigten var det hele værd, og vi kunne gå i 3-4 retninger med forskellige storslåede udsigter over bjerge, dale og især muren selv.

Så gik turen ned med "sliding carts" - noget, der mest af alt ligner Tivolis rutchebane - og mindst ligeså sjovt.

Herefter så vi "circle theatre" movie om muren - 9 store lærreder 360 grader rundt - ret imponerende og fantastisk indtryk af murens mangeartethed på 20 minutter. Lærke og Nicolai var begge dybt fascinerede - nok den heftigste biograf vi har været i til dato - teknologisk simpelt med 9 simple biograflærreder i en cirkel, men sat sammen er 360 grader panoramaerne altså uforlignelige.

Trin 3:
Videre fra turistmassivet ved Badaling gik turen så til Commune ( http://www.commune.com.cn/english/product/commune/index.html ). Storslået moderne og internationalt prisbelønnet kinesisk boligarkitektur i en stor dal og en suveræn restaurant som med det rette valg af vine ville kunne gøre et seriøst indhug i ethvert rejsebudget.

Herfra var planen egentlig, at vi ville vandre op til muren og gå på den mere uberørte del, for så at blive samlet op af Zheng et par kilometer nede ad muren. Men den gik ikke i første omgang. Vi blev venligt, men bestemt, afvist adgang op ad bjerget af en vagt ved vejen, som selv Zheng ikke kunne råbe til rette. - Kinesisk er et voldsomt sprog at parlamentere på ... Efter en tur tilbage til restauranten til en engelsktalende viste det sig, at vi godt kunne få lov, hvis vi først udfyldte en passerseddel, hvor vi fritog dem for ethvert ansvar for vores færden - senere fandt vi ud hvorfor...

Det var den flotteste og stejleste tur på muren, som var delvis tilgroet og bestemt ikke bevandret de seneste mange uger. Flere steder var dele af muren eroderet væk, der var ofte ingen kanter, og to gange måtte vi ned og gå ved siden af pga. af huller, så vi fik lige indført et par nye regler for børnene mht. at holde i hånden konstant. Nicolai gik forrest med en gren for at fjerne de voldsomt mange edderkoppespind på den tilgroede sti.... og udsigten var ærefrygtindgydende formidabel. Wauv!!!

Efter en god times fantastisk vandring/klatring nåede vi ned til den første forpost for næste dals officielle turistområde, hvor vi ved en større afspærring blev mødt af en uniformeret sikkerhedsvagt, som ikke havde til sinds at lade os komme videre. At vende rundt og gå 2 km opad var på dette tidspunkt ikke noget som på nogen måde ville være gennemførligt og vagten kunne... ja præcist.... nul engelsk! Hmmm, Zheng havde dog givet os sit mobilnummer, så frem med telefonen og ringe til ham, sige "nihao" (goddag) og så ellers give vagten telefonen og håbe på, at Zheng ville være i stand til at forklare, hvad de her halvgale danskere havde gang i. Zhengs engelske var også begrænset til yes og no, så da vagten gav tegn til, at vi nu skulle følge med ham, var vi ved at være lidt spændte på, hvad der skulle ske. Vi forsøgte så at lodde stemningen og spurgte, om vi måtte fotografere ham sammen med børnene, og om han ville fotografere os... det gik han med til, så helt galt kunne det da ikke være.... ned kom vi da også, hvorefter vi blev dirigeret - ikke til udgangen - men derimod over til indgangen hvor 8 andre sikkerhedsvagter stod og ventede sammen med Zheng.... det viste sig...tadaa, at de ville have, vi skulle købe to billetter (i alt 40 kr) til murens sidste del (Shuigan), som vi var passeret ned over, og så var alle glade.

Muren fra Commune til den formelle indgang ved Shuiguan er ikke sat i stand, som den er de mere turistede steder. Badaling er flot for udsigten. Vi synes, det er helt perfekt i kombination med Shuiguan/Commune, fordi sidstnævte giver et langt mere ærligt billede af de mange tusindende kilometer mur.

En god afslappende køretur senere skulle vi hen til ambassaden og hilse på Mettes kollega, Thomas, som havde anbefalet os chauffør + program.

Vi mødte en anden kollega Carsten på vejen derhen, som i sin tid har arbejdet med Vietnam ligesom Mette. Det var hyggeligt - rart at se at han har det godt og sjovt, at vi var kommet til Kina samtidig, og sågar havde mødtes på seruminstituttet til vaccinationer få dage før afrejsen.

Vi så ambassaden - dansk design møder Kina på en god måde - og gik sammen med Thomas ud og spiste aftensmad på Din Tai Fung - en dumpling restaurant i særklasse - velbegrundet med på NY Times liste over de 10 bedste restauranter i verden - detaljer som fantastisk mad... og et legeværelse til børnene med alt udi spiderman- og supermanbamser, disney film, nanny og ikke mindst hyggeligt selskab gjorde det til et af de bedste restaurantbesøg, vi kan mindes.

http://www.dintaifung.com.tw/eng/ - og de er flere steder i Asien, saa vi tester lige undervejs...

Vi sluttede dagen med at drikke aftenkaffe hjemme hos Thomas, mens Nicolai og Lærke lavede karate, spillede gameboy og hørte ipod-historier.

Romantisk vandcykeltur og søagurker

For nogle dage siden (7/9) skrev Mettes forældre "tillykke med bryllupsdagen" ... vi så på hinanden og opdagede, at det var blevet aften, og at vi begge havde glemt den (igen). Efter 16,5 år sammen kan Christian dog stadig være romantisk ! I Beihai Park siger Christian til børnene, "mor har aldrig været ude og sejle med vandcykel. Hun talte om det i sommers i Haderslev. Skal vi ikke prøve det her?" Mette synes bare, det var fedt, at han huskede det, og at Beihai Park var et OK alternativ til Haderslev Inderdam.... og Laerke er fotograf ;-)

Frokost i parken på en restaurant med guld og rødt og malerier og søde piger i traditionelt tøj overalt, elegante hvide fugle på et bord, og søagurk og kamelpukkel blandt retterne. Nicolai var sej og smagte på begge dele - mht. søagurk: Don't try this at home. Det smager ca. ligesom vandmand+fisk i et ;-)

Vi har slappet af, været på posthuset, spillet frisbee i parken (hvor bold mm er forbudt - øv), spillet gameboy og leget på hotellet.